Forsyningsselskabets hybridbiler har bestået førsteårsprøven

Forsyningsselskabets hybridbiler har bestået førsteårsprøven

2. juni 2021

De fem Mitsubishi-hybridbiler med Odder Forsyningsselskabs logo på har nu trillet rundt i embeds medfør i næsten et år, og direktør Jørgen Krum er mere end godt tilfreds med virksomhedens delvist elektriske køretøjer:

”Vi valgte at udskifte fire dieselbiler med fem hybridbiler og må konstatere, at det var en rigtig god beslutning. Vi kører jo primært småture, og det foregår langt hen ad vejen på el,” forklarer Jørgen Krum.

Udskiftningen af de forældede dieselbiler er et led i en trinvis grøn omstilling af Odder Forsyningsselskab.

”Som leverandør af vand og fjernvarme opererer vi på et felt, som naturligt kædes sammen med klima- og miljødebatten. Derfor er det vigtigt, at vi er med fremme i forreste geled og udforsker de nye og mere klimavenlige løsninger – blandt andet på transportområdet,” lyder det fra Jørgen Krum.